Alle indlæg,  Personlige indlæg,  Tumling og Tvillinger

Kender i legen “Alle imod mor” ?

image

Kender i det der når ungerne beslutter sig for at lege “Alle imod mor” uden at have spurgt jer om i vil lege med? Sådan en dag har jeg haft…

Det starter egentlig meget godt ud med tegnefilm, kiks og generel hygge mens jeg får ammet drengene af. Der hvor det begynder at gå galt er da jeg beslutter mig for det er på tide jeg får forberedt aftensmaden. Det kender i godt ik? Ungerne er søde og rare når man ikke skal nå noget, men får horn og hale så snart man har en deadline.

Menuen fik jeg planlagt tidligere på min gåtur med kampvognen hvor vi gik forbi den lokale købmand. Valget lå på kartofler, kyllingebryst, champignonsovs og ovnstegte grøntsager til mor her (man vil jo gerne prøve at genfinde en slankere linje). Jeg gik i gang med at skrælle kartoflerne, men det endte med at tage godt en time fordi jeg skulle rende i pendulfart mellem håndvasken og kravlegården hvor drengene lå og sov… troede jeg!

Efterfølgende fik jeg smidt de fire stykker kylling i et ildfast fad, og krydret dem med halvdelen af krydderihylden imens Frk. Tumling ville ha flere kiks, have saftevand, have mig med ned på værelset og så ville hun have skiftet ble. Alle tingene skulle selvfølgelig ordnes med det samme så maden måtte vente.

Da der var ro på troppene gjorde jeg klar til sidste etape i forberedelserne, nemlig mine grøntsager. Her var jeg heldigvis så forudseende at jeg, et par dage tidligere havde købt en masse frosne grøntsager, sådan der bare skulle tages en håndfuld fra hver pose i bedste bland selv slik stil.

Kyllingen og grøntsagerne blev smidt i ovnen, og jeg hoppede over i sofaen med drengene i armene og Frk. tumling ved min side. Drengene var sure på skift og Frk. Tumling begyndte vist at føle sig lidt overset, så hun kom frem til den konklusion at “Negativ opmærksomhed er bedre end ingen opmærksomhed”, og det fik jeg at føle. Det var hele kavaleriet hun fyrede af.

Der skulle hives i lamellerne, jeg skulle bides, drengene skulle prikkes i øjnene, aviserne skulle rives i stykker og højtalerne skulle slukkes for.
Sammenlagt resulterede det i jeg fik sved på panden – Hvad skal man dog med fitness.

Ovnen sagde “pliiing” og maden var færdig… troede jeg. Midt i min forvirring havde jeg åbenbart både glemt at lave sovsen og at tænde for kartoflerne.

PANIK! På dette tidspunkt havde jeg et lille monster af en tumling til at stå ved siden af mig, råbende på “mam-mam” mens hun stolt viftede med hendes tallerken hun selv havde fisked ud af skabet. Jeg måtte på den mest skånsomme måde forklare hende at der ikke var mad endnu alligevel mens jeg lokkede hende tilbage i buret (Læs: sofaen) med nogen af de kiks jeg tidligere havde sagt hun ikke fik flere af “fordi hun jo også skulle kunne spise hendes aftensmad”. Mega upædagogisk, men det handlede om overlevelse.

10 – 20 minutter senere var maden rigtig færdig og jeg placeret hende i hendes højstol – Så sgu der spises!

Jeg får mig sat til rette, tager den første mundfuld og fandeme om Batman ikke starter op i et hysterisk skrig som jeg godt vidste betød “Du får ikke lov til at æde alene, kan du så se at lette din røv og få hentet mig sådan jeg kan overvære dit kalorieindtag på tæt hold.” Det resulterede i jeg fik spist mine grøntsager, de kunne nemlig spises med én hånd, og så måtte jeg bare kigge på mit kylling og håbe på jeg kunne få 3 minutter til at fortære den hvis jeg lagde Batman fra mig.

De første par minutter prøvede jeg på at se om jeg ikke kunne partere den med en hånd, men måtte hurtigt indse at den mission var tabt på forhånd. Fuck it sagde jeg da jeg besluttede mig for at lægge ham på bordet ved siden af mig på hans dyne og så måtte han altså lige skrige mens jeg spiste færdig – Det tog rundt regnet ikke længere tid end hvad et bleskift tager når der er godt med remoulade.

Mit nye motto er: Alle kneb gælder! Mor vandt!

image

image

image

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *