Alle indlæg,  Personlige indlæg,  Tumling og Tvillinger

Planlagt kejsersnit – en akavet oplevelse

Jeg har altid troet at det øjeblik du står med dit nyfødte barn i armene, så bliver du ramt af en ubeskrivelig kærlighed – dette skete bare ikke for mig, og jeg følte mig forkert i lang tid efter.

Her er kort de glimt, jeg husker fra fødslen:
Frk. Tumling skulle ud via planlagt kejsersnit, hvilket betyder man møder ind på sygehuset, fastende, klokken bæ om morgenen for mit vedkommende, hvilket var meget heldigt da jeg var én af de gravide der ikke kunne gå uden mad i alt for mange timer af gangen, ellers ville jeg ikke kunne svare for følgerne. Derefter får man udleveret sine beklædningsdele, hvilket inkludere nogen overstørrelse bedstemor trusser jeg personligt helst havde været foruden og et par strømper der ikke var ens.

Efter noget ventetid var det min tur til at blive kørt på operationsstuen af en portør der åbenbart har gjort det til en sport at ramme samtlige dørkarme. Jeg kom helskindet ned på stuen, blev bedt om at plante min popo på briksen og så gik cirkuset ellers igang med montering af “benvarmere”, ledninger, slanger og kateter, imens kunne jeg mærke en skikkelse der roder rundt omme bag mig ryg med intentioner om at stikke en 50 cm kanyle ind i rygsøjlen på mig (det var i hvertfald det billede jeg havde i hovedet da jeg sad der). Dette lykkedes da også for damen efter et par forsøg, men nålen blev åbenbart bøjet første gang – GISP!

Jeg blev lagt ned, og får at vide nu begynder showet.

Der ikke mange minutter før man lige kort kunne opfange sætningen “Nu kommer vandet”, og plask plask så ramte det delvis ned i en balje, resten fordelt mellem gulvet og min kærestes sko. Nu var Frk. Tumling ude!

Da jeg skulle køres fra operationsstuen og til vores almindelige stue, var det (uheldigvis) samme “chauffør”, så på hele turen stirrede jeg skiftevis panisk på den kateter pose jeg havde til at hænge på siden af sengen og de døråbninger vi skulle igennem.

Fødselsberetning
Oppe på stuen var der endelig tid til at beundre dette lille nye væsen der har tortureret mig i 9 måneder med både kvalme, bækkenløsning, vand i kroppen og spark, men dette blev forstyrret af de søde sygeplejersker der kom og gramse på mit yver i et desperado forsøg på at hjælpe mig igang med amningen – Jeg fik desværre hverken deres navn eller nummer, og jeg kan egentlig ikke engang huske hvordan de så ud.

Når de og guldklumpen var færdige med at hygge sig med forpartiet, kom de trillende ind med denne gule malkemaskine jeg efterfølgende skulle sidde med for at få gange i mælken. Så der sad jeg i hospitalssengen, med fedtet hår, skjorten knappet op med frit udsyn til yver, den gule hængevom og med 2 malkemaskiner monteret på hver pat i godt 20 minutter af gangen for at få gang i mælken.

Hver 3 time startede dette show igen, så jeg havde altid noget at se frem til – Behøver jeg at fortælle at både min blufærdighed og værdighed forsvandt i løbet af de 5 dage vi var indlagt?

Det jeg ville med dette indlæg var at fortælle at man ikke er “forkert” hvis man ikke bliver ramt af denne mur af kærlighed til sit barn, som så mange beskriver. Den følelse rendte jeg rundt med i lang tid efter, men nu ved jeg det er meget forskelligt fra person til person, og det kan blive påvirket meget af hvordan ens fødsel foregår. I mit tilfælde syntes jeg der foregik så mange ting omkring mig, der fjernede fokus fra oplevelsen af min nyfødte datter og hvor stort det egentlig er. Vi er bare nogen mennesker der skal have tid til at bearbejde en oplevelse før det går op for os hvad der lige er sket – og det er der absolut intet i vejen med.

Husk der er ingen facitliste til at være forældre, ej heller kærlighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *